Vi har p.t. ikke nogen hvalpe eller hunde til udstationering.

Hvis du/i bor nogenlunde i nærheden af mig kan jeg tilbyde en udstationeringshund. Udstationerings-værten skal bo relativt tæt på, gerne indenfor 20 km afstand, da der ca. 12 gange pr. år, skal foretages kørsel mellem mig som opdrætter og udstationerings-værten. Det er udstationeringsværten som forestår kørslen.

En udstationeringshund er en hund som jeg på papiret ejer, men den bor hos en udstationeringsvært. Jeg kommer aldrig og tager den fra dig/jer, med mindre aftalen misligholdes, men det har jeg heldigvis aldrig været ude for. Kontrakten er lige så bindende som en lejekontrakt for en lejlighed. Jeg har mange hunde udstationeret.

En udstationerings-tæve skal jeg have lov at få 3 kuld hvalpe fra. Det vil sandsynligvis foregå således: Første gang hun er i løbetid, efter hun er fyldt 15 måneder, skal hun parres og hun får et kuld hvalpe. Derefter ca. 1 gang årligt, skal hun hjem til mig og have hvalpe, to gange mere. Det vil tage ca. 12-13 uger pr gang.
I denne periode er udstationeringsværten selvfølgelig velkommen til at komme hver dag og besøge sin hund og gå tur med den.

Efter tre kuld hvalpe fra udstationeringstæven, bliver ejerskabet overdraget til udstationerings-familien på papiret og ejerskiftet, uden beregning.

Når udstationeringshunden kommer hjem til mig er det enten for at blive trimmet eller trænet med eller begge dele:o)

Når jeg skal udstille, må udstationeringsværten nogen gange aflevere hunden til mig tidligt om morgenen, f.eks. kl.5.00, oftest er det senere, det afhænger af om jeg tager afsted fredag eller lørdag. Jeg kører hunden hjem til udstationeringsværten efter udstilling. En udstilling tager som regel en week-end. Men det er kun ca. 3 weekender om året, jeg låner den til udstilling.


Udstationerings-familien forpligter sig desuden til at fodre hunden økologisk, så den holder sig slank (ikke tynd) og fit, da jeg skal bruge den til udstilling, den skal jo være "fotomodel".

Og så længe jeg udstiller må hunden ikke lære at sidde eller dække, da det giver problemer, når man udstiller. 

Til gengæld får man en top flot, sund og rask vovse, som altid er velplejet og smuk at se på. Det er jo "guldet" som jeg selv beholder, udstiller og avler videre på.

En udstationerings-han skal ligeledes bruges til udstilling og så skal jeg kunne bruge ham til parringer både på andres og egne tæver.

Jeg udstationerer mine hunde fordi jeg ikke kan fylde mit hus med hunde og fordi det er min overbevisning at hundene har bedre trivsel med individuel menneskelig kontakt end hvis jeg havde huset fyldt med hunde. Det er desværre begrænset hvor mange vovser jeg kan nå at klappe på én gang.

Jeg tager også gerne udstationerings-hunden til dyrlæge når den skal vaccineres, den skal bare afleveres hos mig inden.

Udstationeringsværten afholder selv omkostninger vedr. legetøj, seler/liner, foder, dyrlæge incl. vaccinationer og ansvar+sygeforsikring, ligesom ejede man hunden selv.

Men lad os mødes og hilse på hinanden, så kan du/I også se min kennel og hvordan mine vovser har det.